| Forside | Friskolen | Natur børnehaven | SFO | Information | Klasser | Bestyrelse | Personale | Skolebod | Elevråd | Kontakt |
TILSYNSRAPPORT FOR RESEN FRISKOLE 2012
Tilsynsrapport vedrørende Resen Friskole !
I henhold til bekendtgørelse om lov om friskoler og private grundskoler, skal der føres tilsyn med, om skolens undervisning står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Tilsynet skal:
¤ omfatte elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk.
¤ bedømme niveauet af skolens samlede undervisning.
¤ udtale sig om de anvendte undervisningsmaterialer.
¤ Vurdere om undervisningssproget er dansk.
Tilsynet har omfattet fire besøg på skolen – med i alt 12 undervisningslektioner - desuden ophold i fællesrum, klasseværelser og lærerværelse i pauserne.
Der har været ført samtaler med skolens personale, - både i undervisningssituationer og i ledige stunder i skolens fællesrum, i klasseværelserne og på lærerværelset.
Mine besøg fandt sted i perioden fra 25. januar til 31. januar.
Jeg har i år gjort meget ud af at gennemgå de forskellige klassers årsplaner og har kunnet konstatere, at der er meget fin overensstemmelse mellem det planlagte og det, jeg oplevede (og fik fortalt) i selve undervisningen.
¤ Elevernes standpunkter i dansk, matematik og engelsk
Alle skolens klasser/årgange har været besøgt i ovennævnte fag. Jeg fik mange gode og positive oplevelser med rigtig mange elever, som arbejdede – og samtidig var meget vidende inden for mange områder. Der var aktivitet og arbejdsiver og en god ”summen”, når man to og to – eller i små grupper gik i gang med at løse de stillede opgaver. Generelt et godt arbejdsklima, hvor den svageste også blev inddraget og deltog i snakken på lige fod med alle andre. Undervisningsniveauet var, som det skulle være – og godt tilpasset de forskellige årgange. Det er helt på højde med, hvad der praktiseres i folkeskolen på tilsvarende trin.
Lærerne formåede at formidle stoffet på en sådan måde, at det for langt de fleste elever blev umiddelbart forstået. Klassestørrelserne gjorde også, at det var overskueligt for underviseren at se, hvor – og hvornår - hjælpen skulle sættes ind. Ofte blev opgaven kort forklaret af sidemanden, hvis der var behov for det. Både skriftlige og mundtlige opgaver blev formidlet og løst på bedste vis.
Selve arbejdsformen vekslede meget fra klasse til klasse alt afhængig af, hvad opgaveløsningerne gik ud på. Lærerne var gode til at komme omkring eleverne, når de arbejdede – men også gode til ikke at blande sig i ”utide”. Der blev i nogle tilfælde arbejdet individuelt og nogle gange i mindre og større grupper. Der var både mundtlige fremlæggelser (hvor rigtig mange kom til orde) og skriftlige afleveringer under èn eller anden form.
¤ Niveauet for skolens samlede undervisning
Det faglige niveau på Resen Friskole er gennemgående højt - og helt på højde med niveauet på et tilsvarende klassetrin i folkeskolen. De resultater, som børnene når frem til, er helt i overensstemmelse med, hvad der kan forventes. Det gælder både skriftlige og mundtlige opgaveløsninger. Også de boglig svageste elever når frem til pæne/rimelige resultater.
Skolen har en flok engagerede og dygtige medarbejdere, som gør meget ud af at tilrettelægge og gennemføre en undervisning, som har den bredde, som er nødvendig for at eleverne kan få noget ud af det.
Der er et godt og fortroligt forhold mellem lærerne og eleverne; hvilket kommer til udtryk både i undervisningstiden og i frikvartererne. Der bliver taget hånd om den enkelte elev i det omfang, som tiden tillader. Skolen er et godt og trygt sted at være for børnene - det skinner tydeligt igennem, når man besøger stedet.
¤ De anvendte undervisningsmaterialer
De lærebøger – og andet undervisningsmateriale – der bliver brugt på Resen Friskole er både nye (nyere) og tidssvarende. Det er materialer, der gør, at de helt og holdent lever op til de krav, som stilles til disse.
De fleste lærere har også anvendt supplerende opgaver – og opgaver, som de selv har fremstillet. Det har været med til at gøre at stoffet er målrettet de forskellige årgange. Også skolens bibliotek er udmærket. Derudover bruges kommunens bibliotek samt Amtscentralens materialer også. Skolen råder også over et udmærket IT-udstyr, som også bliver udnyttet flittigt af eleverne.
¤ Undervisningssproget
Undervisningssproget på Resen Friskole er dansk. Skolen gør meget ud af at være en del af lokalsamfundet. Det fremgår tydeligt at man ønsker åbenhed - og ønsker at deltage – og blive brugt - i områdets aktiviteter. Man ønsker at være skole/samlingssted for hele omegnen.
¤ Konklusion
Skolens undervisning er både grundig og tidssvarende. Personalet og alle skolens elever er med til at gøre stedet til et sted, hvor der er godt at være - og hvor man føler sig tryg.
Resen Friskole er – i kraft af god ledelse og gode medarbejdere – en skole, hvortil man trygt kan sende sine børn. Det er en friskole, som helt og fuldt lever op til, hvad en friskole skal være.
Held og lykke i tiden der kommer.
Struer, den 5. marts 2012
Poul Øe (tilsynsførende)